Der er nogle personer hvis forskning jeg har hørt om både under min uddannelse til farmaceut og under min uddannelse til ernæringsterapeut. Én af disse forskere der har spillet en meget stor rolle for den farmaceutiske/kemiske videnskab og for functional medicine er Dr. Linus Pauling der blev født 28. februar 1901.
Pauling var pioner indenfor anvendelsen af kvantemekanik i kemien og blev i 1954 tildelt Nobelprisen i kemi for sit arbejde med at beskrive kemiske bindingers natur. Han gav også vigtige bidrag til bestemmelsen af proteinstrukturer og var en af grundlæggerne af molekylær biologi. Pauling modtog Nobels fredspris i 1962 for sin kamp mod atomprøvesprængninger på jordoverfladen og blev således den eneste person i historien, der individuelt har modtaget Nobelprisen på mere end et felt (Marie Curie fik Nobelpriser i fysik og kemi, men delte den første og vandt den anden individuelt; John Bardeen vandt to Nobelpriser, men begge var i fysik, og begge var delt; Frederick Sanger vandt to Nobelpriser i kemi) [1].
I 1960´erne var Linus Pauling én af de første forskere til at konkludere at vitaminer og andre vigtige mikronæringsstoffer spiller en væsentlig rolle i forhold til at forbedre sundhed og forebygge sygdom. Således var han i 1973 medstifter af Linus Pauling Institute således at han kunne få frihed til at forske inden for et område som han troede på ville få stor betydning for folkesundheden. Linus Pauling Institute har siden 1996 ligget ved Oregon State University i Corvallis, Oregon [2].
Forskningsprogrammer ved Linus Pauling Institute undersøger den rolle, som vitaminer og essentielle mineraler (mikronæringsstoffer) og kemikalier fra planter (phytochemicals) spiller i menneskets aldring, immunfunktion og kronisk sygdom. Målet med disse undersøgelser er at forstå de mekanismer, hvormed kost, mikronæringsstoffer og kosttilskud påvirker sygdomsinitiering og progression og hvordan dette kan anvendes til forebyggelse eller behandling af menneskelige sygdomme, således at levetid og sundhedstilstand forbedres for den enkelte. Linus Pauling Instituttet har et helt center til at udbrede mere information om mikronæringsstoffer og phytochemicals; Linus Pauling Instituttets Mikronæringsinformationscenter [2].
Linus Pauling blev fortaler for regelmæssig indtagelse af store mængder C-vitamin, en kur som forskning nu indikerer, der kan være medicinsk belæg for som forebyggelse af cancer og hjertekarsygdomme [3], [4].
Ud over Paulings store betydning for kvantekemi/farmabranchen og som fredsaktivist ansés han også som grundlægger af orthomolekylær medicin.
Udtrykket “orthomolekylær medicin” stammer fra 1968, hvor Linus Pauling første gang anvendte det i en artikel om orthomolekylær psykiatri. “Ortho” er græsk og betyder “samme” eller “lige”. “Molekyle” er det latinske ord for de mindste byggesten med analoge kemiske egenskaber. Orthomolekylær betyder således anvendelsen af de samme molekyler, som kroppen allerede kender, og i de rigtige mængder. I Linus Paulings ånd defineres begrebet som følger:
Orthomolekylær behandling betyder bevarelse af et godt helbred og behandling af sygdomme gennem koncentrations-justering af substanser nødvendige for sundheden, der normalt er til stede i organismen.
Se mere om Orthomolekylær medicin hos Dansk Selskab for Orthomolekylær Medicin [5].
Der er ingen tvivl om at verden mistede én af sine største forskere og en meget respekteret og elsket forsvarer af borgerlige frihedsrettigheder og sundhedsspørgsmål da Linus Pauling døde i 1994. Efter hans død blev hans fødselsdato udnævnt til at være Linus Pauling Dag i staten Oregon! Hvis du vil vide mere om Linus Pauling eller om mikronæringsstoffer anbefaler jeg at besøge Linus Pauling Institutes hjemmeside, se link under referencer [2]. Der kan man også finde en biografi om Linus Pauling, hvorfra jeg har hentet inspiration til dette indlæg [6].
Som ernæringsterapeut benytter jeg mig især af den detaljerede viden om vitaminers og mineralers effekt og betydning for kroppens sundhed.
Når jeg arbejder som ernæringsterapeut giver jeg altid en 100% individuel rådgivning hvor jeg finder ud af hvordan din kost kan få positiv indflydelse på dig og din livskvalitet. Jeg ser jeg på hele dig for at finde de dybereliggende årsager til ubalancer og på den måde skræddersyr jeg en personlig plan hvori de faktorer der kan ændres på, indgår så du kan få et liv og en krop i balance. Kontakt mig for en uforpligtende snak om hvad jeg kan gøre for dig!
Referencer
- Wikipedia, 01.03.2019, https://da.wikipedia.org/wiki/Linus_Pauling
- Linus Pauling Institute, 01.03.2019, https://lpi.oregonstate.edu
- Discovery Shows New Vitamin C Health Benefits, 12.01.2005, Oregon State University, https://www.sciencedaily.com/releases/2005/01/050111162230.htm
- Effect of ascorbic acid on incidence of spontaneous mammary tumors and UV-light-induced skin tumors in mice, Pauling, L; Am J Clin Nutr. 1991 Dec;54(6 Suppl):1252S-1255S, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/1962578
- Dansk Selskab for Orthomolekylær Medicin, 01.03.2019, http://www.dsom.dk/
- Linus Carl Pauling: A Biographical Timeline, modificeret efter Barbara Marinacci, “Linus Pauling — In Memoriam”, Linus Pauling Institute of Science and Medicine, 1994, ©LPISM.