Når mine klienter har fordøjelsesproblemer eller problemer med tarmene anbefaler jeg ofte at de laver langtidskogt bensuppe/bone broth. Der findes utallige opskrifter, en hurtig googlesøgning giver 16.500 hits på dansk! Jeg følger som regel ikke selv nogen bestemt opskrift, jeg bruger hvad jeg har og hvad jeg kan lide, – jeg har skrevet et eksempel nedenfor på hvordan det typisk ser ud 😊
Jeg bruger forskellige ben, økologisk kylling er storfavorit, men jeg har også lavet på øko kalveben og øko gris. Det er vigtigt at det er økologisk da langtidskogningen nedbryder strukturen, og alle de gode sager fra knoglemarv mm kommer ud i bensuppen,- det vil vi gerne ha´! Men tungmetaller og medicinrester som kan være ophobet i knoglerne hos ikke-øko-dyr vil vi gerne undgå…
Man kan godt bruge ben med kød på, og man kan koge med eller uden grøntsager. Koger man med grøntsager og kød på benene kan det fjernes efter 2-6 timer og spises, – eller det kan koge med under hele kogetiden.
Hvis man fjerner fedt fra den kolde bensuppe/broth skal det endeligt gemmes! Det kan bruges til at stege i eller bage med, det indeholder ekstra mange gode sager!
Bensuppen/bone broth kan fryses eller holde sig i køleskab i en uges tid. Når den er helt koldt kan det godt kan blive helt geleagtigt. Det er meningen, jo mere geleagtig jo bedre 😊
Jeg anbefaler at drikke et shot hver dag – mængden kommer lidt an på årsagen til at jeg anbefaler det 😊
Bone broth/langtidskogt bensuppe
Ingredienser
- 1 kilo økologiske ben Der må godt være kød på
- 3 liter koldt vand
- 1 spsk eddike jeg bruger æblecidereddike, men al eddike er ok
- 500 g grøntsager Forskellig slags. Jeg plejer at bruge hvad jeg har af rester, gerne løg eller porrer og gulerødder, og nogle gange selleri
- 3 spsk krydderurter Som du kan lide
Sådan gør du
- Put benene i en gryde og overhæld med vand. Tilsæt eddike, grøntsager og eventuelle krydderurter og kog ved svag varme i 24-36 timer. Efter ½ - 1 time kan suppen skummes med en hulske eller lignende. Man kan spæde op med en teskefuld eddike efter ca. 12 timers kogetid. Her har bone broth kogt ca. 12 timer (jeg tager ikke mine grøntsager op førend til allersidst).
- Grøntsager og kød kan fjernes efter 2-6 timer og spises separat, eller man kan koge det med
- Efter 24-36 timer tages suppen af blusset og nedkøles, gerne i vandbad. Derefter sigtes suppen gennem et klæde (jeg bruger en gammel stofble). Når suppen er afkølet kan man fjerne fedt fra toppen, eller man kan lade det blive. Under alle omstændigheder skal man ikke smide det ud 🙂
- Hæld på glas eller flaske før det er helt koldt
Hej Mette! Tak for opskrift ❤️ Når du skriver 3 spsk krydderurter – skal det være friske krydderurter eller er det fint nok med tørrede? Mvh Karen
Hej Karen, – det er helt fint med tørrede krydderurter. Når jeg bruger friske krydderurter bruger jeg typisk et par håndfulde, dvs. en lille smule mere end når det er tørrede krydderurter. Bedste hilsner Mette
Hej Mette
Jeg har lige kogt en stor portion oksekødssuppe af 3,5 kg økologiske okseben.
Der er en del ureelt kød på benene, det har jeg taget fra efter kogning. Har du en god ide til brug af dette, udover i suppen.
På forhånd tak og god ☀dag
Lone
Hej Lone, Beklager svartiden. Jeg bruger som regel kødet til sammenkogt ret, eller til pålæg. Jeg kan også finde på at bruge det i en slags rillette, hvor jeg “moser” kødet sammen med fedt og krydderier og presser sammen, og derefter spiser som pålæg.
Mange hilsner Mette
Tak for opskrift, Mette
Skal det koge med eller uden låg ?
Kh Zenia
Hej Zenia,
Jeg koger altid med låg, ellers risikerer man at det koger helt ind og ødelægger gryden 🙂
Mange hilsner Mette
Hej Mette
Kan man med fordel kode suppen på en trykkoger?
Mvh Anita
Hej Anita,
Ja helt sikkert, det kender jeg flere der har stor glæde af! Jeg har desværre ikke selv erfaring med trykkoger, men umiddelbart vil jeg mene at opskriften er den samme, men kogetiden en anden 🙂 Venlig hilsen Mette
Hej Mette.
Et shot hver dag…? Det er jo nærmest gelé, skal det varmes op eller hvordan?
Hej Berit, Ja jeg plejer lige at varme det op til lige under kogepunktet, – men man kan også sagtens drikke det koldt, selv om det er lidt geleagtigt. Alternativt kan du blande det i din mad eller en smoothie. Når det næsten er blevet gele, så er det blevet helt rigtigt 🙂
Venlig hilsen Mette
Hej Mette. Hvad bruger du fedtet til?
Mvh. Connie
Hej Connie,
Det er lidt forskelligt, og lidt afhængigt af hvilke ben jeg har kogt på. Kyllingefedt plejer jeg at fjerne når broth er blevet kold, og så bruger jeg det faktisk ikke rigtigt til noget. Okse- og grisefedt kan jeg godt finde på at lade blive i brothen, – eller jeg tager det fra når det er koldt og bruger det til at stege i, eller bruger det som fedtstof i for eksempel en madtærte eller et madbrød. Og nogle gange blander jeg fuglefrø i og bruger det til fuglene udenfor 🙂
Venlig hilsen Mette
Hej Mette
Spændende med dette Bone Broth!
Det går jeg i gang med så snart jeg modtager min øko bestilling på kyllingeskrog. Smart 🙂
Hvor mange dl/l får du ud af 1 kg ben?
Det lyder jo helt vildt, at du lader det koge et helt døgn og mer´til. Så du har det stående om natten. Den tanke skal jeg lige vænne mig til – om jeg vil have komfuret tændt hele natten mens familien sover.
Står det og simrer på en 1-2 stykker eller? Og forsvinder der væske mens det står med låg på, på komfuret?
Håber du stadig læser disse kommentarer og glæder mig til at høre fra dig.
Bedste hilsner fra Annelene Brønnum
Kære Annelene,
hvor meget jeg får ud af et kilo ben afhænger lidt f hvor lang tid jeg lader det koge, for der forsvinder noget væske undervejs. Umiddelbart vil jeg forvente at få ca. tre liter broth ud af et kilo. Jeg kan godt følge dig i at det kan være grænseoverskridende at have en gryde på et tændt komfur over natten; – for mit eget vedkommende fandt jeg ud af at det slet ikke kunne lade sig gøre, da mit komfur slukker af sig selv efter fire timers aktivitet ! Det fandt jeg selvfølgelig først ud af om morgenen, da jeg havde forsøgt at koge min første broth ☹ Derfor har jeg faktisk investeret i en billig slowcooker, der er en slags keramikgryde der indstilles på en lav temperatur og så kan den stå og passe sig selv. Min slowcooker hører til de absolut billigste modeller, tror jeg gav ca. 300 kroner for den hos coop.dk, – og den virker rigtigt fint til formålet. Men har man et komfur der ikke selv finder på at tænde og slukke, så kan man altså sagtens lade en gryde stå og simre over natten, jeg ville sætte temperaturindelingen til ca. 2 og så lige holde øje med at det simrer/bobler en lille smule. Der vil forsvinde væske undervejs, og brothen koger langsomt ind og bliver langsomt mere tyktflydende. Helt generelt så bliver broth bedre, jo længere man lader det stå at koge. 48 timer er for eksempel også helt fint, – man opnår så at brothen gelerer og bliver nærmest ikke-flydende, – så er den rigtig god Bryder man sig ikke om at drikke/indtage gele, kan man bare fortynde det med vand, koldt eller varmt som man nu har lyst til. Held og lykke med projektet!
Bedste hilsner Mette
Hej Mette
Kan man slukke for det om aftenen og tænde det igen næste morgen? Jeg har gaskomfur. Eller kan man sætte det til at koge i ovnen i en stegeso? Jeg har el ovn på mit gaskomfur.
De bedste hilsner
Tina
Hej Tina,
Jeg vil ikke anbefale dig at slukke for komfuret over natten, det sætter processen i stå og det kan være svært at få en god broth ud af det. Men det er en rigtig god idé at koge det i ovnen i en stegeso ved svag varme, sørg for at det bobler/koger en lille smule, og skru så ned på f.eks. 90-100 grader og lad det stå at simre. Hele processen kan også sagtens foregå i ovnen i en stegeso, men måske er det en god idé at starte op op komfur og så fortsætte i ovn.
God fornøjelse 🙂
Bedste hilsner Mette
Tak, det vil jeg prøve 🙂
Bedste hilsner Tina
Hej Mette
Tak 🙂 Jeg tænkte også at starte med at lave den i en gryde, og så fortsætte med den i en stegeso i ovnen.
God dag 🙂
Bedste hilsner
Tina
Hej
Min bone broth på Kylling er snart færdig, men der er ikke ret meget tilbage. Det startede med en stor gryde med vand i som dækkede hele kyllingen, men er det meningen det man skal spæde vand på undervejs, eller? Der er kun ca en halv liter tilbage og det har kogt i omkring 30 timer nu.
Dbh. Tina
Hej Tina,
Det lyder som om at du har fået lavet dig en god bone broth 🙂 Det er meningen at det skal koge lidt ind, – jo mere det koger ind desto mere kan du regne med at det gelerer. En halv liter er selvfølgelig ikke meget, – men udbyttet kommer jo også an på hvor meget væske du startede med og om du har kogt broth under låg?
Hvis du synes at du har fået for lidt ud af dine ben, så kan du faktisk godt genbruge benene og koge broth på dem igen. Du kan køle dem ned separat fra den færdige bone broth, og derefter fryse dem ned, eller opbevare dem i køleskab i 3-5 dage før du koger på dem igen. Hvis du genbruger kan det være en god idé at spæde om med en smule ekstra nye ben, men det er ikke tvingende nødvendig, – jeg har fået tre gode god broth ud af et enkelt hønseskrog, – den sidste gang supplerede jeg med et par kyllingelår 🙂 De bedste hilsner Mette
Jeg har i dag kogt min bone broth i 1 døgn uden grøntsager, og suppen smager ik af andet ind ben, og har ik i nu fået den trælse smag jeg ik rigtig bryder mig om, sker der noget ved at jeg først tilføre grøntsagerne de sidste 5-6 timer? El er det vigtigt for at suppen blir så sund som den er,at grønsagerne koger med fra start?
Jeg har efterhånden lavet bone broth en del gange efterhånden, men bryder mig desværre ik om smagen,så håber at man eventuelt kan vente med grønsagerne til de sidste 5-6 timer?, så blir suppen måske ik helt sådan i smagen.
Mvh Laila Pedersen
Kære Laila,
Jeg synes bestemt at du skal eksperimentere med at tilsætte grøntsager til sidst, hvis din broth lige nu har en smag som du ikke bryder dig om! Det burde ikke have nogen indflydelse på den gavnlige virkning af brothen, men det kan være at den ikke gelerer så meget som hidtil fordi grøntsagernes tilsætning til sidst i kogeprocessen forhindrer denne proces, – men du har stadig fået kogt godt på dine ben, og det er det vigtigste Du kan også prøve at tilsætte krydderier i tørret form, de kan koge med under hele processen og kan tilføre en anden smag. Du kan for eksempel tilføre rosmarin og hvidløg for en græsk-inspireret smag, garam marsala for en indisk inspireret smag, citrongræs og koriander for asiatisk inspireret osv. God fornøjelse!
Bedste hilsner Mette
Hej Mette
Jeg har gang i en Broth på øko okseben og grøntsager efter din opskrift. Den har simret på komfur i i 35 timer nu, og jeg giver den lidt mere. Bliver det først gele efter det er afkølet?
Den er ikke svundet ret meget, der er næsten stadig de 3 liter jeg startede med.
Sidst jeg lavede det på kylling i ovnen var der ikke ret meget tilbage.
Dbh. Tina
Fortsættelse på spørgsmålet ovenover…
Skal jeg give den det sidste uden låg for at få den til at svinde lidt ind, og håbe på gele konsistens?
Dbh. Tina
Hej Tina,
Prøv at mærke på benene du koger på om de er blevet møre/bløde i det. Jo blødere de er kogt, jo mere gelering sker der, fordi det er det der er indeni benene der medfører gelering når det koges frit. Hvis det er meget tykke ben eller store ben kan det nok godt betale sig at koge det længere, måske natten over. Og ja, det kan også godt være en god ide at koge det lidt ind til sidst hvis du fornemmer at det ikke har svundet i væskemængden, men generelt er det først når broth er blevet rigtig kold at den bliver som gele. Jeg vil dog mene at den sagtens kan være rigtig god uden at være geleret, og når den har kogt så længe som din allerede har, så har du fået trukket gode ting fra benene ud i brothen 🙂
Dbh Mette
Hej Mette
Jeg har ligesom så mange andre kastet mig ud i at tilberede og drikke Bone Broth. Jeg drikker BB i håb om at det kan forbedre/helbrede min kollagen colitis, men er meget i tvivl om hvor meget jeg skal drikke. Jeg har i en fb gruppe fået anbefalet 3-4 dl om dagen, som indtages på “tom” mave. Men det har kun forværret min situation, så nu er der aldrig ro i tyktarmen. Jeg kan se du skriver et shot om dagen – hvor meget er det i et målebæger? Er din erfaring at BB virker uanset om det drikkes eller tilsættes maden og uanset hvornår på dagen det indtages og skal der mere end et shot til hvis man ligesom mig gerne vil bruge det som helbredende??? Håber du kan hjælpe så jeg kan få glæde af BB
Hej Lone,
Der kan være mange årsager til at fordøjelsen giver problemer når man starter op på bone broth, og hvis din mave gør knuder når du drikker broth på tom mave, vil jeg bestemt anbefale dig at indtage den på en anden måde. Min erfaring er at du sagtens kan bruge brothen i din madlavning, som fundament til suppe, sovs og lignende, du kan såmænd også bruge den i en smoothie eller en greenie hvis du ikke har for mange krydderier og/eller grøntsager i.
Når jeg skriver et shot om dagen så er det ca. 1 dl, – men det er ment som rent vedligehold. Hvis du vil bruge broth terapeutisk tænker jeg også at 3-4 dl om dagen ville være passende, men fordel det over nogle portioner så du ikke får det hele på én gang. Det vigtigste for dig vil være at få genoprettet en god balance i dine tarme så de (og du) kan få noget ro.
Helt overordnet så tænker jeg at der ved alle former for collitis kan være en god ide at gennemføre en eliminationsdiæt, så man finder ud af hvilke fødevarer man tåler, og hvilke man reagerer på. Derefter er det en god idé at få genoprettet balancen i tarmmikrobiomet og i tarmen generelt, – ved for eksempel at drikke broth, aloe vera eller lignende, – og spise en fornuftigt sammensat kost med masser af grove grøntsager (af dem man tåler), godt protein, og gode fedtstoffer, – alt sammen til at fodre de gode tarmbakterier
Bedste hilsner Mette
Hvor køber I økologiske ben?
Hej Mogens,
Jeg køber mine økologiske grise- og lammeben hos Gris Lam & Co, http://grislamogco.dk/ – og så holder jeg øje med økologiske gårdbutikker i mit nærområde, dem kan man ofte lave en aftale med om at aftage benene.
Øko kylling eller høne køber jeg enten på frost (Rema har ofte økologisk suppehøne på frost) eller også køber jeg en økologisk kylling som jeg skærer kødet fra og bruger i madlavning, og koger benene. En enkelt gang har jeg kogt broth på ben der først var stegt i ovnen som en almindelig kyllingesteg – men jeg synes ikke at resultatet var helt fantastisk. Det kan dog lade sig gøre
Bedste hilsner Mette