Vegansk ris à l´amande lavet på grød kogt i stegepose
Servings 2
Ingredienser
- 100 g grødris
- 7 dl havredrik lavet af glutenfrie havregryn
- 1 vaniljestang eller 1 spsk rent vaniljepulver
- 100 g smuttede og grofthakkede mandler
- 3 dl vegansk piskefløde
- 100 g sukker
- Ekstra vaniljesukker
Sådan gør du
- Flæk vaniljestangen og put den i en stor stegepose sammen med grødris og havredrik. Luk stegeposen let ved hjælp af den medfølgende strip, så den er lukket i det yderste hul.
- Læg stegeposen i en tom gryde, så snippen er vippet ud over kanten. Du kan placere en skål eller kasserolle under snippens munding for at opfange eventuelle dryp.
- Hæld vand i gryden, indtil indholdet i stegeposen er dækket. Gryden skal være stor nok til, at vandet kan koge uden at koge over.
- Læg låg på gryden, og bring vandet i kog. Når det koger, skru ned for varmen, så det lige akkurat simrer.
- Kog grøden i ca. halvanden til to timer. Grøden skal være lind, men ikke helt tyk, da den vil stivne ved afkøling.
- Når grøden er færdig, tages stegeposen op, og grøden hældes i en kold skål eller gryde. Rør rundt i grøden, indtil den er afkølet.
- Fjern vaniljestangen fra grøden.
- Lad grøden stå køligt i minimum nogle timer, gerne over natten.
- Smut og grofthak mandlerne. Gem en håndfuld til at lægge i grøden til sidst, hvis du ønsker en mandelgave.
- Pisk den veganske piskefløde, og vend sukker, vaniljesukker og hakkede mandler i flødeskummet.
- Rør forsigtigt rundt i den kolde grød for at undgå store klumper.
- Vend grøden forsigtigt i flødeskummet, en skefuld ad gangen, indtil den ønskede konsistens opnås.
- Stop med at blande mere grød i, når du synes, at ris à l'amanden har den ønskede konsistens.
- Server ris à l'amanden med kold eller varm kirsebærsovs efter ønske.
Noter
Om valg af plantedrik Selv sværger jeg til plantedrik lavet af glutenfrie havregryn. Andre plantedrikke kan også bruges, i så fald anbefaler jeg usødet mandeldrik. Man kan også bruge usødet sojadrik, men da risikerer man at sojaen smager lidt igennem. Risdrik er der nogen der er glad for, men jeg synes at det bliver temmelig meget ris-i-ris, og det kan godt blive for meget for min smag. Jeg har også forsøgt mig med plantedrik med for eksempel tilsat vaniljesmag (man tilsætter jo vanilje til grøden), - men det blev slet ikke godt og smagte bare helt syntetisk. Nogle anbefaler at bruge kokosmælk for at få den særligt cremede smag som den ikke-veganske sødmælk giver, - kokossmagen skulle svinde ind på grund af den lange kogetid. Jeg har dog aldrig selv prøvet – men rådet er hermed givet videre. Nogle plantedrikke, for eksempel havre- og risdrik, medfører at grøden bliver lyserød/rødbrun ved kogning. Det har ingen påvirkning på smagen, men det ser selvfølgelig lidt anderledes ud sammenlignet med risengrød kogt på komælk.
Om at koge grød i stegepose Efter flere gange at have lavet risengrød til ris à l´amande til ca 30 unge mennesker fandt jeg det nødvendigt at finde på en måde at lave risengrød på, som ikke indbefattede at jeg skulle stå og røre i en gryde i flere timer i træk. Tilfældigt så jeg en video på youtube der viste hvordan man kunne koge grød i en stegepose, og siden da har jeg kogt al grød i stegepose. Det er så utroligt nemt, der er ikke noget der koger på, og det kan i det hele tages mere eller mindre passe sig selv. Og der er nærmest ingen opvask, - i hvert tilfælde langt, langt mindre end når man har kogt grød direkte i gryden 🙂